Vognmandsparken II
Med Rambøll som rådgiver har vi for Boligselskabet Sjælland afsluttet renovering af Vognmandsparken II afd. 01-213, som består af 32 boliger opført i 1981. Boligerne har været beboet under hele renoveringen.
Renovering
Hovedentreprisen i den meget omfattende renovering bestod i:
- Udskiftning af 140 vinduer og døre.
- Renovering af 1.850 m2 facade, herunder fjernelse af betonelementer, opretning og efterisolering samt opsætning af skærmtegl.
- Totalrenovering af alle badeværelser, inkl. sanitet og installationer, gulv- og vægfliser samt belysning i nedhængt loft.
- Etablering af nyt decentralt ventilationsanlæg.
- Udskæring i eksisterende vindueshuller, så vinduesarealet i værelser og opgange blev øget.
Beboerinddragelse
Vi havde en fast placeret beboerkoordinator på Vognmandsparken II, som havde den daglige kommunikation med beboerne og varetog varslinger samt opdatering af den dedikerede hjemmeside med information til beboerne. Derudover har vi holdt møder for beboerne i de enkelte opgange samt åben kontortid i skurvognen, hvor beboere kunne komme forbi for at stille spørgsmål til byggeledelsen. Ud over toilet- og badevogne satte vi – som et ekstra tiltag – under miljøsanering af badeværelser to beboervogne op, som de berørte beboere kunne benytte i dagtimerne under miljøsaneringen.
Fokus på godt samarbejde
For at sikre et godt samarbejde og en optimal byggeproces undervejs i renoveringen gennemførte vores proceskonsulent og mediator dels opstartsworkshop, dels løbende
samarbejds- og potentialemålinger for alle parter i byggeprocessen for at sikre et effektivt og optimeret flow, hvilket var med til at sikre høj tilfredshed blandt alle parter i byggesagen.