Klar parat start!

Seks nye lærlinge er henover de sidste par måneder begyndt her i Hovedstadens Bygningsentreprise, hvor de fire kiggede forbi kontoret forleden. Løbende har vi en portefølje af dygtige og engagerede lærlinge, som gerne vil dygtiggøre sig og blive stærke indenfor hver deres felt. Udover de seks nye lærlinge har vi otte lærlinge, som er på forskellige stadier af deres læretid indenfor henholdsvis blikkenslager-, murer- og tømrerfaget.

Spørger man de nye lærlinge selv, så har det gjort stort indtryk at komme ud og gå sammen med svendene i hverdagen. ”Vi lærer virkelig meget af dem – også omkring kvalitet og ansvarlighed i arbejdet, og de har taget supergodt imod os og joker også med os” lyder det fra blikkenslagerlærlingen Mathias, mens hans kollega Gunnar, som også er blikkenslagerlærling, istemmer og fortæller; ”Vi prøver virkelig også at gøre et godt indtryk ved at lytte, spørge og vise, at vi kan tænke fremad og er gode til at samarbejde. Og selvom det er en omvæltning, så er det bare fedt at være ude i den virkelige verden – det er helt anderledes end at være på skolen – alle har taget så pænt imod os, og det er spændende at se, hvordan tingene hænger sammen på de forskellige byggesager, og at vi pludselig kan være med til at tilføre værdi”.

Uddannelsesansvarlig Kim Degnebolig Linding er glad for de 14 lærlinge, der for tiden er i Hovedstadens Bygningsentreprise og holder meget af at komme rundt og besøge lærlingene på både skole og de mange byggepladser. ”Det er herligt at følge lærlingenes udvikling og se, hvor dygtige de bliver igennem forløbet. De har et dejligt engagement, og det smitter af på os alle at opleve lærlingenes engagement og dedikation på byggesagerne.”