Beregner søges – kan du ramme plet?

Så er du forhåbentlig den beregner, vi søger.

Hovedstadens Bygningsentreprise a/s er en markant aktør på renoveringsmarkedet, blev grundlagt i 1982 og har en stor egenproduktion indenfor renovering af tage, vinduer og facader. Vi er en værdibaseret virksomhed og bygger med udgangspunkt i samarbejde, ansvarlighed og kvalitet.

Vi søger en beregner til vores tilbudsafdeling, som i dag består af tre personer. Vi har en velfungerende afdeling med et rigtig godt samarbejde, godt humør og god sparring i en til tider travl hverdag.

I afdelingen varetages tilbudsforespørgsler fra både offentlige og private bygherrer, og du vil sammen med dine kollegaer få ansvaret for at udarbejde tilbud fra modtagelse af udbudsmateriale til afgivelse af tilbud.

Tilbudsafdelingens ansvar er at håndtere tilbuddene/sagerne fra modtagelse af en forespørgsel fra kunden til overdragelsen af vundne sager til produktionen. Vi lægger stor vægt på høj faglighed og kvalitet samt overholdelse af tidsfrister.

Hvad søger vi hos vores nye kollega:
• At du har en baggrund indenfor byggeriet og gerne er f.eks. konstruktør eller lignende.
• At du er analytisk, struktureret og i besiddelse af et godt overblik, selv når dagene er lidt hektiske og deadline presser på.
• At du har været beregner i en kortere periode, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lysten til at lære og udvikle dig som beregner.
• At du er god til samarbejde, men også kan arbejde selvstændigt.
• At du analyserer og baserer din viden på fakta.
• At du er villig til sammen med dine kollegaer at løfte i flok, når det er nødvendigt i perioder med spidsbelastning.

Dine opgaver vil blive:
• At gennemgå og analysere et givent udbudsmateriale.
• At deltage i besigtigelser og licitationer.
• At måle sagen op.
• At indhente priser på såvel materialer som fagentreprenør ydelser.
• At udfærdige det endelige tilbud typisk bestående af såvel egenproduktion som fagentreprenør ydelser.
• At følge en vunden sag til kontrakten er skrevet, og den er overdraget til produktionen.
• Deltagelse i koordineringsmøder med produktionen.

Vi tilbyder:
• En værdibaseret virksomhed.
• Et spændende job, som du selv er med til at præge indholdet af.
• Et uformelt miljø med en fri og humoristisk omgangstone.
• For den rette person vil der være mulighed for både faglig og personlig udvikling.
• Pensions- og sundhedsforsikring.
• Løn efter kvalifikationer.

Sådan kommer du i betragtning til jobbet:
Er du interesseret i jobbet, så send snarest muligt en ansøgning og dit CV mærket ”Beregner” på e-mail: job@hovedstadens.dk og senest den 29. november. Vi holder løbende samtaler.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte tilbudschef Jakob Wisborg på telefon: 2219 0275