En bygningsrenovering i særklasse

Designmuseum Danmark har hjemme i en Københavns smukkeste bygninger fra rokokotiden. Den nænsomme og alligevel gennemgribende tagrenovering er blevet udført efter fineste, håndværksmæssige traditioner.

Der var gået næsten 100 år siden sidste renovering i starten af 1920’erne, og taget på Designmuseum Danmark var derfor blevet slidt og flere steder så utæt, at man måtte placere baljer under hullerne oppe på loftet for at beskytte samlinger og udstillinger. Det blev derfor besluttet, at det gamle tag skulle tages ned og et nyt lægges op.

”Det er noget af et projekt at renovere taget på en firelænget ejendom, der er så stor og ligger midt i City mellem Bredgade og Amaliegade,” fortæller Torben Sandal, som er projektleder hos Hovedstadens Bygningsentreprise a/s, der vandt opgaven. ”Dels er der logistikken ved at etablere en stor byggeplads under så trange forhold, og dels er der den ekstra udfordring, at ejendommen er fredet, så alt skal renoveres meget nænsomt.”

Det er langt fra første gang, at Hovedstadens Bygningsentreprise a/s får ansvaret for renovering af fredede bygninger, men forberedelserne var denne gang omfattende, og der skete også nogle uforudsete ting undervejs.

”Det viste sig for eksempel, at glasuren på de gamle teglsten indeholdt ekstremt meget bly, og det stillede store krav til håndtering og bortskaffelse. Og så løb vi jo ind i ikke mindre end to storme ved navn Allan og Bodil, mens vi havde stilladser oppe derinde”, forklarer Torben Sandal.

 

Grundigt forarbejde

Først lå der imidlertid en stor opgave i at tilrettelægge hele opgaven for arkitekterne på opgaven og i at bestemme materialerne. Det blev besluttet at bruge håndstrøgne teglsten i tre nuancer – sort, sølvsort og transparent sort – for at opnå et attraktivt farvespil. Den samlede tagflade er på 7.000 m2, så der skulle bruges ikke mindre end 110.000 teglsten.

”Det var en bygherreleverance, så teglstenene blev i princippet stillet ved vejkanten løbende, hvorefter vi havde ansvaret for opmagasinering, håndtering og montering. Vi havde dog etableret en stor byggeplads inde i Grønnegården, som er den centrale have, og her havde vi skurvogne, materialer, værktøjer og alt det andet, vi havde brug for undervejs”, fortæller Torben Sandal.

Tagkonstruktionen blev delt op i 11 etaper i det hele, og så blev udskiftningen foretaget rullende hen over de fire bygninger. En gennemgang viste, at tagspærene, der er udført i gran og fyr i nogle meget store dimensioner, havde det forbavsende godt, så her var der minimalt med udskiftning.

Torben Sandal: ”Vi ændrede dog lidt ved konstruktionen, fordi vi næsten overalt kunne etablere undertag i stedet for, som tidligere, at nøjes med en understrygning. Det sparer energi og betyder mindre løbende vedligeholdelse fremover”.

 

Mange håndværksdiscipliner

Ud over tag- og tømrerarbejde kom mange andre af håndværksdisciplinerne i spil, for bygningerne er udstyret med kviste og ateliervinduer. Hovedstadens Bygningsentreprise a/s har monteret i alt 46 kobbervinduer og seks ateliervinduer, ligesom kvistene er beklædt med kobber på toppen.

”Kvistvinduerne var en historie for sig, for med en fredet bygning vil der altid være fokus på bevaring”, siger projektleder Torben Sandal og fortsætter: ”Vi har derfor på pladsen totalafrenset alle vinduer, hvorefter vi har grundet dem med linolie og givet dem linoliemaling. Glasset er fornyet, hvor det var nødvendigt, og de blev også kittet om, så vinduerne blev næsten flottere end nye.”

På grund af de før nævnte forhindringer endte processen med at tage lidt længere tid end planlagt, men til sidst kunne håndværkerne fjerne det sidste stillads fra bygningerne og nedtage byggepladsen i Grønnegården, så de smukke bygninger igen fremstod smukke og nyrenoverede.

 

Et hus med historie

Bygningerne blev opført 1752-57 som det Kongelige Frederiks Hospital. Omkring 1910 blev byggeriet af det nye Rigshospital afsluttet, og aktiviteterne fra det Kongelige Frederiks Hospital blev flyttet hertil. Bygningen henlå herefter i nogle år uden at blive brugt.

I 1920’erne flyttede Kunstindustrimuseet ind, og det har i dag udviklet sig til Designmuseum Danmark, som er et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og internationalt industrielt design, kunstindustri og kunsthåndværk. 

Den store have – Grønnegården – kan nydes af alle gæster i museets åbningstid. Om sommeren spiller Grønnegårdsteatret forestillinger for børn og voksne i haven, og der er udendørsservering fra museets café.